Kaffe Bryggemetoder

Kaffe er ikke bare kaffe... Som du helt sikkert ved, findes der mange forskellige kaffedrikke og vidt forskellige måder at brygge kaffen til dem på. Få styr på de forskellige bryggemetoder nederst på denne side.

Viser 1-24 af 107 element(er)

Uanset om du elsker cappuchino eller først og fremmest sværger til café latte eller måske blot "almindelig" sort kaffe eller kaffe med sukker og mælk, skal der brygges en grundkaffe, inden du kan lave den endelige yndlingsdrik. Grundkaffen kan være helt almindelig filterkaffe, maskinkaffe, stempelkandekaffe, koldbryg eller stærk og sort espresso, som er brygget på klassisk vis.

De mest almindelige bryggemoder i Danmark

Klassisk filterkaffe

Man behøver ikke nødvendigvis en stor og forkromet elektrisk kaffe- eller espressomaskine for at lave god kaffe! Det ved du sikkert allerede udmærket, for langt de fleste af os er jo vokset op med filterkaffe, som enten blev håndbrygget eller blev brygget på en helt almindelig "gammeldags" kaffemaskine.

Håndbrygning af filterkaffe har den indlysende fordel, at den ikke er afhængig af, at maskinen jævnligt afkalkes. Du skal blot bruge en god kedel (eller til nød en kasserolle), en kaffetragt med filter, malet kaffe og noget at brygge kaffen i - eksempelvis en termokande. Det er helt ligetil og kræver ingen dyre investeringer. Til gengæld kræver det lidt tålmodighed at vente på, at vandet varmes, og at kaffen løber igennem filteret. Nogen bruger ventetiden næsten terapeutisk til at få en rolig stund og stresse lidt af, mens andre er utålmodige og hader at skulle vente på kaffen. Sådan er vi så forskellige.

Læs mere om slow brewing ved at klikke her og om brygning af filterkaffe her. Læs desuden også denne guide til brygning med tragt.

Maskinkaffe

Maskinkaffe er for nogen lettere at have med at gøre end klassisk filterkaffe. Maskinen kan enten være en "gammeldags" kaffemaskine, der har det til fælles med håndbrygning, at den også brygges med tragt og kaffefilter, eller det kan være en moderne espressomaskine, som i mange tilfælde både kan brygge sort og delikat mocca og "almindelig" kaffe.

Bryggemetoden på den klassiske kaffemaskine adskiller sig fra håndbrygning ved, at du slipper for selv at skulle varme vand i en kedel og for at skulle hælde denne på bønnerne og vente på plads til mere vand i filteret. Dette klarer maskinen. Du skal blot sikre dig, at der er vand og malet kaffe på maskinen og et filter i tragten.

Mange af de mere moderne elektriske espressomaskiner har desuden den indlysende kvalitet, at de kan kværne kaffebønnerne inden brygningen. Dermed behøver du ikke selv manuelt kværne dine kaffebønner, hvis du gerne vil lave den mest velsmagende kaffe på helt friskmalede bønner. 

Kaffemaskiner er super smarte at have med at gøre - til gengæld skal man huske med jævne mellemrum at  afkalke dem. Ellers kommer man hurtigt til at stå med en ikke særligt velfungerende maskine og en noget trist kaffe.

Stempelkandekaffe

Man må sige, at stempelkandekaffe efterhånden også kan betegnes som en klassisk bryggemetode. Mange, der gerne undgår elektriske kaffemaskiner, sværger til gengæld til stempelkanden. Måske især fordi kaffen generelt smager virkelig godt, men også fordi man derved undgår at skulle rode med tragt og kaffefiltre osv. Det eneste du skal bruge - udover selve stempelkanden - er malet kaffe og vand. Til gengæld er det vigtigt, at kandens enkelte dele hyppigt skilles ad og vaskes op hver for sig, inden de atter samles. Sørger du ikke for dette, risikerer du hurtigt, at kaffen kommer til at smage underligt. Den får simpelthen en bismag af de kaffebelægninger, der sidder blandt andet i filteret.

Læs mere om brygning af god stempelkandekaffe her.

Espressokandekaffe

Brygning af espresso på klassisk italiensk manér er, som med brygning af filterkaffe på gammeldags vis, noget som nogen finder helt særligt og afstressende. Det kræver, at du har en god espressokande, et komfur (men hvem har ikke det i dag?) samt vand og god kværnet kaffe til din rådighed. Og som det også er tilfældet med brygning i filter og med tragt, i stempelkanden og på maskiner, skal de enkelte dele, der er i berøring med kaffen i espressokanden, holdes rene. Ellers kan den dejlige kaffesmag let forstyrres af den grimme smag fra gamle kaffebelægninger.

Læs om brygning på espressokande her

Koldbrygning

Sluttelig skal lige nævnes koldbrygning. Det er en smart og super let metode at brygge læskende iskaffe på. Skal det være lettest muligt for dig at brygge kaffe på denne vis, anbefaler vi, at du anskaffer dig en koldbryg-karaffel med filter. Dernæst er det blot at hælde bønner på filteret og vand i karaflen og derefter sætte hele herligheden i køleskabet til næste dag.

Her gælder det naturligvis også, at de enkelte dele holdes rene, men det er til gengæld super let og kræver ofte ikke ret meget andet end en grundig skylning under varmt vand af de enkelte dele.

Læs mere om koldbrygning her.

Vil du vide mere?

Vi har lavet en særlig bryggeguide til dig, som gerne vil vide, præcis hvordan du brygger kaffe med de forskellige metoder. Se den ved at klikke her.

Du finder lidt omkring egnede formalingsgrader til forskellige bryggetyper her, og alt om hvordan du rister dine egne kaffebønner her.

Vi har ligeledes udarbejdet en beskrivelse af de mest almindelige kaffedrikke, som du kan lave med hhv. almindelig kaffe og espresso.

Skål i kaffe!