Friske teblade på tebusken
Teblade før de er blevet tørret
Hvad er det, der afgør, om en te er god? Altså......skal man komme med et lidt provokerende svar, kan det være, at god te er dyr te! Det gælder naturligvis ikke altid, men der er altså noget om snakken! For god te er almindeligvis produceret under forhold, der gør den noget dyrere. Eksempelvis anvendes der virkelig gode råvarer, teplukkerne får en ordentlig løn, teen emballeres i særligt miljøvenlige tebreve og man gør, hvad man kan for at beskytte og stimulere den omgivende natur og nærmiljøet. Det koster! Men det giver også høj kvalitet i det endelige produkt.
Derudover er det jo selvfølgelig helt individuelt, hvad vi oplever er en god te, men der er dog nogle kvaliteter, som - når de er til stede - gør, at teen bare smager skønnere og har en bedre virkning, end når man drikker en af supermarkedets billige og knap så gode teer. For ja, som det så ofte gælder, er der også i forbindelse med te en klar og tydelig sammenhæng mellem pris og kvalitet!

Gode teplantager

Når du køber en te, der er dyrere end de billigste fra supermarkedet, er der almindeligvis rigtig gode grunde til, at den er mere kostbar. Først og fremmest så handler det ofte om, at teen kommer fra en god teplantage. En plantage, hvor man ikke alene er grundige og gør sit arbejde ordentligt, men hvor man også går op i økologi og bæredygtighed, og forstår, at man ikke får god te ud af dårlige råvarer og underbetalte og hårdt udnyttede ansatte. En god teplantage er altså også et sted, hvor man forstår og respekterer, at det man her og nu putter i at passe på såvel miljø som mennesker, giver et langt større udbytte - både nu, men i særdeleshed også i fremtiden.

Råvarerne

Ægte teer laves alle af skud fra teplanten Camellia Sinensis, og de absolut allerbedste teer laves først og fremmest af topskud og de to øverste blade. Af disse kan man fremstille nogle ualmindeligt delikate teer, som smager helt fantastisk.
De bedste teer får man, hvis de håndplukkes, for derved får man ikke en mængde kviste og smågrene med i det plukkede. Disse gør nemlig intet godt for teen og dens smag. Derfor bør man - hvis man holder af kvalitetste - undgå te, der er maskinplukket. Håndplukning giver dog større omkostninger for te-bønderne, da det forudsætter, at der er rigeligt ansatte til formålet, og da der er tale om hårdt og langsommeligt arbejde, som der jo altså skal betales løn for at få udført.
Det er i øvrigt ofte kvinder, der ansættes til det hårde arbejde som teplukkere. Dette skyldes blandt andet, at man indenfor faget ofte anser kvinder for at være noget mere omhyggelige med at undgå, at der havner dårlige skud, småkviste og andet, som ikke gavner teen, i det plukkede.
Der er forskel på, hvor tit der kan høstes te på plantagerne. På de plantager, der ligger højest, vokser skuddene langsomt, og man vil ofte kun kunne høste 3 eller 4 gange årligt. Dette gør naturligvis teen noget dyrere end te fra plantager, hvor man kan høste året rundt. Til gengæld får man nogle helt fantastiske teer ud af især de allerførste plukninger i en ny høst. Hvileperioderne og den langsomme udvikling af skuddene får nemlig planterne til at samle saft og kraft, når de ikke hårdt udnyttes, og dette giver helt vidunderlig te, som naturligvis også er mere kostbar.

Økologi, bæredygtighed og fairtrade

Hos NORU vil vi simpelthen så gerne støtte op om både bæredygtighed og økologi! Det giver stor mening, at man forsøger at holde al produktion så giftfri som overhovedet muligt. Og det giver mindst lige så meget mening, at vi understøtter produktion, der har respekt for og tager hensyn til ikke alene lokalmiljø og natur, men også til menneskelige behov hos både nulevende og kommende generationer. Det gør vi blandt andet ved at forsøge altid at have fokus på netop dette og ved samvittighedsfuldt at håndplukke vores varer og sammensætte udvalget, så der altid er rigeligt med økologiske og bæredygtigt producerede varer af rigtig god kvalitet.
Når du ser det grønne økologimærke på en af vores varer, er det et udtryk for, at denne i Europa er godkendt som en økologisk fødevare. Mærkningen er underlagt ret strenge krav, som der skal leves op til, før varen kan bruge mærket.
Med fairtrade-principperne tager man ideerne om økologi og bæredygtighed skridtet videre. Når en te er fairtrademærket, betyder dette, at der arbejdes for, at te-bønderne får en fair minimumspris for deres råvarer, og at disse fremstilles under ordentlige forhold, der både tager hensyn til mennesker og miljø. F.eks. stilles der krav om, at de ansatte får en fair løn for deres ofte meget hårde arbejde, at der ikke anvendes børn til arbejdet, at nødvendigt sikkerhedsudstyr er til rådighed, at man ikke anvender skadelige sprøjtemidler og at man i udstrakt grad søger at beskytte den omgivende natur i lokalområdet. Det handler altså blandt andet om, at man som producent tager ansvar og deltager i arbejdet med at højne levevilkårene for både sig selv og sine ansatte.
Når man producerer økologiske, bæredygtige og fairtrademærkede varer, stilles der altså højere krav til tebønderne. Disse krav medfører nødvendigvis også større omkostninger for disse, hvilket har den helt naturlige konsekvens, at produkterne oftest er noget dyrere at fremstille. Derfor handles de også til en højere pris, hvilket i sidste ende selvfølgelig gør produkterne dyrere for forbrugerne.

Te med indbygget god samvittighed

Tro det eller ej - det kan smages, når teen kommer fra en god plantage, hvor man giver sig den nødvendige tid til arbejdet, ikke sjusker med hverken høst eller produktion, hvor man bruger lutter gode råvarer, og hvor man tager vide hensyn til både det omgivende miljø og de mennesker, der arbejder og lever på stedet.
Og ikke nok med, at teen er af en langt højere kvalitet, man får - som en ekstra bonus - en rigtig god fornemmelse i maven, når man har købt et ordentligt produkt, der er produceret og handlet på forsvarlig og respektfuld vis.
Når du betaler en ordentlig pris for en god te, får du altså ikke alene en te, der smager af meget mere, men også en te, der er dyrket og handlet under ordentlige forhold for både mennesker og miljø. Man kan kalde det "te med indbygget god samvittighed". Det er, hvad du almindeligvis får, når du køber en rigtig god te, der umiddelbart koster mere!