Stempelkande
Stempelkanderne blev for alvor populære i 1980’erne, og mange foretrækker stadig at brygge deres kaffe i en god stempelkande. Det er ligetil og super enkelt - og bruger man gode kaffebønner i korrekt formalingsgrad, er temperaturen på vandet korrekt, er kanden og filteret rent, og brygger man sin kaffe på den rigtige måde - får man en intet mindre end fantastisk kaffe! Skal kaffen drikkes med det samme, kan den smukke stempelkande sættes direkte på bordet. Laver man kaffe, der skal drikkes løbende over nogle timer, bør man efter brygningen i stedet hælde den over på en termokande, da man ellers risikerer, at den ændrer aroma, som timerne går. Alternativt - og måske endnu bedre - kan man brygge sin kaffe i en mindre stempelkande - og til gengæld lave en ny lille kandefuld, når kaffetrangen atter opstår. Friskbrygget kaffe har nu engang den mest delikate aroma!
Brygning af kaffe på stempelkande
Kaffebønner
I princippet kan man bruge hvilken som helst malet kaffetype til sin stempelkande-kaffe. Skal kaffen være helt super frisk, kan du selv male bønnerne i en kaffekværn - ellers kan du anvende formalet kaffe i en god kvalitet. For at få den allerbedste stempelkaffe skal bønnerne være groftmalede.
Vand
Vandet, der anvendes til brygning af stempelkaffe, skal være omtrent 93-95 grader varmt. Dette opnår du ved at koge vandet og efterfølgende lade det køle let af - i omtrent et minut - inden det anvendes til kaffe.
Fremgangsmåde
- Træk stempelfilteret op og ud af kanden.
- Hæld ca. 7 gram (en stor spiseskefuld) groftmalet kaffe pr. 1,5 dl. vand i kanden.
- Hæld det kogte og let afkølede vand over kaffen i kanden.
- Rør rundt i kanden, så kaffebønner og vand blandes godt.
- Sæt stemplet i toppen af kanden igen, men undlad at trykke det ned.
- Lad kaffen trække i ca. 4 minutter, og tryk derefter stempelfilteret langsomt i bund i kanden.
Når du trykker stemplet i bund i stempelkanden, bør du sikre dig, at kanden står på et plant og fast underlag - evt. på en fugtig klud, så den ikke så let skrider - og hold gerne fast i hanken med den ene hånd, mens du trykker stemplet ned med den anden. På denne vis sikrer du dig, at kanden ikke skrider eller kaffen skvulper over, hvis stemplet skulle smutte eller kanden tippe.
Voila! Nu har du den dejligste kaffe med rund og fyldig smag, og de fleste stempelkander er så smukke, at de sagtens kan sættes direkte på bordet!
Brygning af te på stempelkande
Har du en stempelkande med et så finmasket filter, at du også kan brygge te i den - se f.eks. NORUs Kaffe- og Tebrygger fra Forever - kan du i princippet gøre dette på samme vis, som beskrevet ovenfor under “Kaffebrygning af stempelkande-kaffe”. Du bør dog sikre dig, at du anvender en lidt grov te, og at vandtemperatur og trækketid er, som anbefalet for netop den valgte te!
Rengøring
Det er afgørende for smagen af din stemplekande-kaffe eller -te, at såvel kande som filter er rent og uden gamle te- eller kaffe-aflejringer. Husk derfor at vaske kande og stempel af efter brug! Dette gør du således:
- Skyl kaffegrums ud af såvel kande som stempel.
- Fyld kanden ca. 1/3 op med varmt vand og lidt sulfo.
- Kør stemplet op og ned, indtil kande og filter er skyllet godt igennem med sulfovandet.
- Tag stemplet ud af kanden og skyl såvel kande som stempel grundigt med rent vand, så der ikke sidder sulforester tilbage.
Du bør hyppigt gå endnu mere i dybden med rensning af stemplet. Dette gør du således:
- Skyl al kaffegrums af stemplet
- Skil stemplet ad. Det består af følgende løsdele: Låg og pind, spiralblad, filter-net, krydsplade og bundskrue. Notér dig, hvordan stemplet er samlet, og i hvilken rækkefølge de forskellige dele er sat sammen.
- Skru bundskruen på pinden, når de andre dele er taget af. Dermed sikrer du, at den ikke bliver væk under opvasken.
- Vask de enkelte dele op - enten i opvaskemaskine eller i hånden - og saml derefter atter stemplet.
NORUs udvalg af stempelkander
NORU har et eksklusivt udvalg af meget lækre stempelkander i høj kvalitet fra Horwood, Bialetti og Forever - og så har vi en fuldstændig fabelagtigt flot tekande i “guld” fra Bloomingville. Kanderne fås til 3, 6, 8 og 12 kopper, og den ene type kan både anvendes til brygning af te og kaffe, hvor de øvrige primært er beregnet til brygning af kaffe. Se alle de forskellige stempelkander herunder.