Efter at min mand for et par år siden kom hjem med en virkelig god espressomaskine, der altså ikke alene kan lave skøn espresso, men også fantastisk almindelig kaffe, har jeg fået øjnene op for, hvor meget bedre kaffen bliver, hvis den brygges på helt friskkværnede bønner. Vores maskine friskkværner nemlig bønnerne, umiddelbart inden kaffen brygges - og kaffen hjemme hos os har aldrig smagt bedre!
Friskkværnet kaffe har langt mere smag - og langt mere intensitet i aromaen - end kaffebønner, der er malet på forhånd. Også selvom disse har været opbevaret helt korrekt. Det er dog en klar forudsætning, at bønnerne kværnes til lige netop den bryggemetode, som man agter at anvende til sin kaffe. Ellers giver det nemlig ikke nødvendigvis ret megen mening at friskkværne sine bønner selv.

Formalingsgrader

Kaffebønner skal altså kværnes forskelligt til forskellige bryggemetoder. Her får du min lille oversigt over de bedste formalingsgrader til de mest almindelige bryggemetoder:

Espresso (kande eller maskine) - meget fin formalingsgrad

Skal du brygge espresso, skal bønnerne males helt superfint. Det gælder, uanset om du skal brygge den i en klassisk espressokande eller på en fin og forkromet udgave af en halv- eller fuldautomatisk espressomaskine.
Når du skal male kaffe til espresso, vil det perfekte resultat ofte kræve, at du bruger en kværn med koniske knive, som kan kværne kaffen helt ensartet. De helt små kværne, hvor du enten med håndkraft eller med lette tryk kværner kaffen, vil ofte ikke kunne kværne bønnerne til espresso på effektiv og god nok vis. Så altså - drikker du meget espressokaffe, og lægger du vægt på virkelig høj kvalitet i kaffen, vil jeg klart anbefale, at du kigger dig om efter en rigtig god kaffekværn med koniske knive/blade. Det kan eksempelvis være en dygtig fætter, som denne her, der i sandhed er i stand til at kværne kaffen perfekt - også til helt fantastiske espressoer. Og vil du bare have netop dén kaffekværn, som er den bedste af de bedste (i hvert fald i mine øjne), så kan du også få den hos NORU!

Filterkaffe - fin formalingsgrad

Hvis du brygger din kaffe på traditionel kaffemaskine, med kaffetragt eller bare benytter et kaffefilter, skal dine bønner kværnes ensartet og fint, selvom de ikke skal næsten helt pulveriseres som til espressokaffe. På denne måde kan vandet nemlig bedst løbe gennem de malede kaffebønner.
Til filterkaffe kan du godt male dine bønner på en mindre kaffekværn, som er enten elektrisk eller manuelt betjent. Det er dog naturligvis vigtigt, at man kan indstille den til fin formalingsgrad. Et rigtig godt bud på en lækker og yderst funktionel kaffekværn til denne brug er denne fikse sag fra DeLonghi

Stempelkandekaffe - grov formalingsgrad

Stempelkande-kaffe er virkelig populært - og det forstår jeg virkelig godt! Og selvom jeg nu er den lykkelige indehaver af en helt fantastisk og stor espressomaskine, så laver jeg stadig også ved lejlighed stempelkandekaffe. Det gælder især, når jeg har mange mennesker på besøg. Det er simpelthen lettere og smartere, når alle skal have kaffe efter middagen, fordi der ellers hurtigt danner sig en nærmest uendelig lang kø af forventningsfulde gæster ved kaffemaskinen.
Det er super nemt at brygge en kop meget velsmagende kaffe på stempelkande. Især hvis man husker at holde de enkelte dele helt fri for gamle kaffebelægninger - det gælder også filteret, der jævnligt bør skilles ad og vaskes grundigt fri for belægninger. Ellers kan kaffen nemlig let få en ubehagelig bismag.
Når du skal kværne bønner til din stempelkande, skal de kværnes ret groft. På den måde sikrer du dig nemlig, at bønnerne ikke passerer igennem kaffefilteret og giver grums i kaffen. Det er dog ikke alle kaffebønner, der er lige velegnede til stempelkande. Så tjek på posen, om bønnerne passer til netop denne bryggemetode - se alle vores lækre kaffer til stempelkande her.
Alle NORU's kaffekværne egner sig storartet til grovmaling af kaffebønner - også de mindre af slagsen. Du vil f.eks. kunne have stor glæde af den klassiske kaffemølle fra Horwood eller den lækre keramiske kaffekværn fra Hario.