Skønne og luftige boller med kvæde-te
Der er ikke noget så skønt som en nybagt bolle med smør, ost eller syltetøj på. Og disse boller er dejligt luftige så de ikke lander så tungt i maven.
Du skal bruge:
- 50 gram gær
- 2 æg
- 1/2 tsk. fint salt
- 1 lille kop sukker
- 75 gram smør
- 1 dl. kold mælk
- 1,5 dl. vand
- 4 tsk. kvædete i løs vægt
- 500-700 gram god hvedemel
- Evt. sammenpisket æg eller mælk til pensling.
- Evt. hakkede nødder, mandler, perlesukker eller solsikkekerner til drys.
Så nemme er disse boller at bage:
- Lav en stærk te på løse teblade og vand, der skal være kogt og ganske let afkølet. Når teen har trukket, sis tebladene fra, og teen afkøles helt (gerne i køleskab).
- Pisk æggene sammen med en gaffel i en skål.
- Rør salt og sukker i æggene.
- Smuldr gæren og rør den helt ud i æggemassen med gaflen.
- Smelt smørret i en kasserolle. Tag kasserollen af det varme blus og hæld den kolde kvædete og den kolde mælk i smørret, og hæld efterfølgende blandingen i skålen med æggene. Den kolde væske afkøler smørret til præcis rette temperatur, således at gæren ikke tager skade.
- Tilsæt 500 gram mel til blandingen i skålen, og rør dejen godt sammen - gerne i en røremaskine.
- Når dejen er rørt sammen, er den ret klistret. Rør lidt ad gangen mere mel i dejen, indtil dens konsistens er, så man kan prikke i dejen med en finger, uden at der sætter sig dej på fingeren. Dejen skal dog stadig føles lidt klistret/fugtig.
- Sæt dejen til hævning i 30 minutter et lunt sted med et rent viskestykke over skålen.
- Efter hævning hældes dejen ud af skålen på et mel-strøet bord, og den æltes godt igennem.
- Form ca. 15 boller af dejen og placér disse med mellemrum på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve til dobbelt størrelse på pladen.
- Tænd ovnen på 240 grader.
- Når bollerne er hævet: Pensl med sammenpisket æg eller mælk og drys evt. med hakkede mandler, hasselnødder, perlesukker eller solsikkekerner efter smag.
- Sæt pladen med boller i midten af ovnen og bag dem i 8 minutter, til de er gyldne både på toppen og i bunden.
- Lad bollerne afkøle på en rist, inden du kaster dig over dem… De smager skønt med iskoldt smør og lidt citrus- eller kvædemarmelade til en god kop te eller kakao.