Smag den lækre kaffe fra Farm Mountain
Bedste guide til at brygge kaffe på espressokande
Bedste guide til at brygge kaffe på espressokande

Efterhånden brygges espresso / mokka på mange forskellige måder og ved hjælp af mange forskellige typer af kaffemaskiner. Det kan altsammen være rigtig godt, men vil man tilbage til den helt originale italienske oprindelige mokka-smag og -konsistens, bør man prøve kræfter med en klassisk mokkakande - f.eks. af mærket Bialetti eller Forever, der begge laver “rigtige” mokkakander.

Faktisk var det manden bag Bialetti, Alfonso Bialetti, der i 1933 kom først med den velkendte ottekantede kande, og stadig den dag i dag står der Bialetti kaffekander i broderparten af alle italienske hjem. Forever har dog også skabt nogle fantastiske serier af virkelig lækre espressokander, der er af meget høj kvalitet.

Der findes mange forskellige varianter, modeller, kvaliteter og størrelser på mere eller mindre klassiske espresso-/mokkakander. Fælles for dem er, at espressoen brygges efter samme princip, der går ud på, at vand i den nederste del af kanden under tryk presses op igennem et filter med malet kaffe og videre - som færdigbrygget espresso/mokka - ud i selve kaffekanden øverst. Dette giver en stærk og yderst aromatisk kaffe, som drikkes i små mokka- eller espressokopper - og gerne med lidt sødt til.

Lækker kaffe fra Estate Coffee til dig

Vores bedste råd

Sådan får du den mest velsmagende mokka (espresso) brygget på original vis

  • Hold din kande ren
    Aflejringer af kaffe i mokkakanden kan give en bismag til kaffen, som er ret ubehagelig. Sørg derfor altid for at holde kanden ren med varmt vand uden opvaskemiddel og uden at bruge ståluld eller andre grove redskaber til rengøringen.
    Undgå også at vaske kanden op i opvaskemaskine, og husk at sikre dig, at alle kandens dele er tørret grundigt med et håndklæde eller viskestykke, inden du samler kanden efter rengøring.

  • Brug hele kaffebønner efter din egen smag
    Hele espresso-kaffebønner af en god kvalitet er et must, hvis man vil lave rigtig velsmagende espresso. Espresso-kaffebønner af god kvalitet er ikke nødvendigvis de dyreste kaffebønner, du kan finde - slet ikke, faktisk. Det handler ikke om pris, men om at finde nogle kaffebønner, der passer til netop din smag. Prøv dig frem :-)

    Undlad at købe formalede espressobønner, hvis din kaffe skal være af allerbedste kvalitet. Ved selv at kværne bønnerne, lige inden du brygger kaffen, er der ikke noget tab af smag, som man ellers - trods den bedste opbevaring - kan opleve det ved formalet kaffe.

  • Kværn bønnerne meget fint
    Kværn bønnerne, til du har et meget fint pulver. Til god mokka nytter det ikke at anvende groftkværnede bønner - du får kun den helt rigtige intense smag, hvis kaffebønnerne er malet fint nok.

    Mangler du en kaffekværn, så kan du også erhverve dig en sådan hos NORU. Og også disse fås i mange kvaliteter og i mange prislejer - tag selv et kig her.

  • Anvend nykogt vand
    Almindeligvis bruger folk koldt vand til brygning af mokka/espresso. Desværre sker det, at kaffebønnerne under den langvarige varmepåvirkning under opvarmningen af det kolde vand, når at blive overophedede - og faktisk i en eller anden grad bliver “brændt af”.
    Dette påvirker smagen i negativ retning, så anvend i stedet nykogt vand til brygningen. Det lyder måske mærkeligt, men det helt varme nykogte vand sikrer, at du får en meget bedre udnyttelse af de gode aromastoffer i dine kaffebønner.

    HUSK at anvende grydelapper og være forsigtig, når du rører ved espressokandens kogekammer, efter at have hældt kogende vand i. Ellers risikerer du at brænde dig, da espressokander af metal kan blive kolossalt varme meget meget hurtigt!

Sådan brygger du bedst med espressokande

Det er ikke svært at brygge dog espressokaffe på en espressokande - eller mokkakande. Bare følg vores guide herunder, så kan du inden længe nyde en rigtig lækker kop kaffe.

  1. Fyld kogekarret (den nederste del af kanden) med nykogt vand op til ventilen.

  2. Sæt kandens tragt i det nederste kammer og fyld den med ny-kværnede kaffebønner UDEN at stampe disse efterfølgende.

  3. Fjern al kaffe, der måtte have sat sig langs kanten af tragten.

  4. Skru øverste del af kanden på den nederste, og vær sikker på, at delene er skruet ordentligt sammen.

  5. Placér kanden på den af dine kogeplader, der kommer nærmest kandens størrelse, således at kandens håndtag holdes bedst muligt væk fra kogepladens varme.

  6. Tænd for kogepladen på medium varme - den kommer hurtigt i kog, da der jo allerede er fyldt kogende vand på kanden, og dette er med til at sikre, at kaffebønnerne ikke “brændes af”.

  7. Hold øje med kanden. Når den begynder at komme med “gurgle”-lyde, ved du, at kaffen næsten er klar, og når lydene stopper, skal kanden tages af varmen. Har du ikke kunnet holde kandens håndtag helt væk fra varmen, bør du anvende en grydelap eller et sammenfoldet viskestykke, således at du ikke brænder dig på et overophedet håndtag.

  8. Åben låget på kaffekanden og rør rundt i kaffen med en lang ske eller rørepind, således at kaffens forskellige lag røres godt sammen - det giver ubetinget den allerbedste smag.

Servér kaffen - og velbekomme!