

Her på kontoret er vi ret glade for kage, det er vist ingen hemmelighed længere. Det har Grith også hurtigt fundet ud af. Hun har været så sød, at lave flødeboller til os! Og de var altså enormt gode! Så gode, at jeg syntes opskriften skulle deles her på shoppen. Så den kommer altså her.
De er virkelig lette at lave, det som tager længst tid, er faktisk ventetiden, på at både skum og chokoladen, den bliver fast. Eller, sætter sig.
Opskrift på flødeboller ala Grith
60+ minutter
12 personer
Ingredienser
Bunde:
200 g Økologisk marcipan
30 g flormelis
Skum:
3 tsk. vanillesukker
250 g sukker
150 g æggehvider
110 g glukosesirup
0,75 dl vand
Overtræk:
400 g mørk chokolade
Pynt:
Økologisk frysetørret hindbærpulver
Økologisk lakridspulver
Krymmel
Hakkede hasselnødder
Fremgangsmåde
Start med at lave bundene:
1. Forvarm ovnen til 175 grader.
2. Rul marcipan ud på et bord drysset med flormelis, og rul marcipanen flad, til den er ca 3 mm tyk og udstik 10-12 bunde med en rund kageudstikker.
3. Bag nu bundene i 6-7 minutter. Hold dog øje med dem, mens de er i ovnen. De skal bages, til de er gyldne i kanten. Når de er bagt færdige, afkøler du bundene på en rist.
Lav nu fyldet:
4. Vanilje, sukker, vand og glukosesirup kommes i en gryde og koges op til 117 grader. Du skal sørge for, at massen har præcist den rette temperatur.
5. Pisk æggehviderne helt stive.
6. Hæld den varme sukkermasse ned i æggehviderne lidt efter lidt, i en meget tynd stråle, mens der konstant piskes. Pisk videre i mindst 10 minutter.
7. Herefter sprøjter du skummen på bunden. Her kan du faktisk selv vælge hvordan de skal se ud. Høje tynde, eller lave og “buttede”. Nu sætter du dem så til at tørre i godt 1 times tid.
8. Efter de er blevet “tørre”, eller stive, rettere sagt. Så smelter du chokoladen og dypper flødebollen, på hovedet, ned i skålen én ad gangen. Mens de er våde, kan du pynte dine flødeboller med f.eks. hindbærpulver, lakridspulver eller hakkede hasselnødder.
9. Nu sætter du så dine flødeboller til at tørre igen, og efter 1 times tid, er de klar til at blive spist.
Tips og trick
Skal dine flødeboller være ekstra festlige, kan du med fordel pynte dem med krymmel fra “Happy Sprinkles”!