Kvædete

Er du også fan af god kvæde te? Så er du kommet til rette sted! Kvæde te er en virkelig populær klassiker hos skandinaviske tedrikkere. Teen har en naturlig sødme, og for mange vil det ikke være nødvendigt at tilføje yderligere sukker, honning, frugtsirup - eller hvad man nu almindeligvis bedst kan lide i sin te - for at gøre den sødere.

Viser 1-8 af 8 element(er)

Kvæde te er en teblanding baseret på ægte te, i hvilken er blandet enten tørrede stykker af kvæde og/eller kvædeolie. Ofte tilsættes også anden tørret frugt - især æble - til kvæde te for at give den en fint afrundet og balanceret smag. Hos NORU tilbyder vi flere skønne kvædete-blandinger fra blandt andet Chaplon og NUTE som alle er meget populære. Alle vores kvæde teer er baseret på god ægte grøn, sort og/eller hvid te med tørret kvæde eller kvædeolie tilsat. 

Hvad er en kvæde?

Kvæden er en meget gammel frugttype, der i sit udseende minder en del om et æble eller en pære - alt afhængig af hvilken type kvæde, der er tale om. Fælles for æble- og pærekvæder er, at de er gule eller gullige og har en temmelig ujævn - og i bedste fald læderagtig - skal, og frugtkød der er tørt og i nogle tilfælde direkte hårdt. Især æblekvæder er stenhårde og har frugtkød, som er mere tørt, rødligt og hårdere end hos pærekvæder.

Kvæden har en ret parfumeret citrusagtig duft og en sur og på nogen måder næsten neutral smag. I Nordeuropa spises kvæder almindeligvis ikke i frisk og rå tilstand - det er dog ikke ualmindeligt i Middelhavslandene, at man spiser friske kvæder bid for bid, selvom det tager en rum tid at tygge sig igennem dem. Når kvæder bliver kogt, dampet, bagt eller syltet, bliver smagen helt anderledes sødlig, behagelig og velafbalanceret. Frugterne er yderst pektinholdige, og det betyder, at saften efter kogning ganske let og uden problemer stivner til gelé eller kvædebrød. Sidstnævnte er en konfekttype, der minder om juletidens “frugtflæsk”, og som man har lavet igennem århundreder. Den fremstilles af kogt kvædemos, der i en uges tid tørres på et sukkerstrøet stykke papir eller fad og derefter skæres ud i fine tern, der nydes, når man har lyst til lidt sødt til kaffen eller teen. Kvæder anvendes i mange lande også i fremstilling af saft, most og vin - og sågar i ost!

Kvæder er i øvrigt meget C-vitaminholdige og indeholder desuden mineralerne fosfor, kalcium og kalium.

Kærlighed & kvæder

Det er ikke helt tydeligt, hvor kvæder oprindeligt stammer fra, men man ved, at de var kendte og ret populære allerede i oldtiden. Hos de gamle romere og grækere var kvæden et symbol på kærlighed, lykke og frugtbarhed. Kort sagt var kvædetræet en plante, som man - måske - med fordel kunne plante i sin have, hvis man havde brug for lidt hjælp til kærligheden. Kvæder har i øvrigt også langt senere i historien haft ry for at give kloge børn!

Overvejer du at hjælpe kærligheden lidt på vej ved at plante dig et kvædetræ, skal du også vide, at kvædetræet får smukke blomster i hvide og lyserøde farver - næsten ligesom juleroser - og efterfølgende store spiselige frugter. Da træet ikke fylder ret meget og ikke kræver stor pleje, er det for de fleste mennesker forholdvis let at holde. Træet er hårdført, men trives dog allerbedst, hvis det er plantet i god veldrænet jord og står nogenlunde i læ. Kvædetræets blomster, der ses i maj-juni måned, skal bestøves for at kunne give frugter, men i modsætning til mange andre arter af frugttræer er mange kvædetyper selvbestøvende, hvorfor man altså kun behøver et enkelt træ i haven for at kunne høste egne kvæder i efterårsmånederne.