Hvordan man renser sin kaffemaskine afhænger helt af, hvilken slags maskine, der er tale om, men her er et par gode råd til ren- og vedligeholdelsen:

Løbende renholdelse

  • Hold altid det udstyr, som du brygger kaffen i - altså kaffekande eller kopper - rent og frit for gamle belægninger fra kaffe eller te. Sørg eksempelvis for, når kaffen er drukket, lige at skylle kanden fri for kafferester, inden du sætter den tilbage på kaffemaskinen. Så er den klar til næste brygning, uden at kafferester i bunden har sat sig fast og efterfølgende afgiver bitterhed til kaffen.
  • Hold også altid løbende kaffetragten (hvis din maskine har en sådan) og tuden som den færdigbryggede kaffe kommer ud af ren og fri for gamle rester af kaffe eller grums.
  • Har din maskine en drypbakke og en beholder til opsamling af brugt kaffegrums, så husk endelig løbende at holde øje med disse. Tøm dem ved behov, så de ikke overfyldes, og rengør for vand, der har stået i længere tid. Gamle rester af vand, der har fået lov at stå længe og er blevet mere eller mindre slimet, er bare ikke lækkert. Og gamle rester af kaffegrums, der er “groet fast” i bunden af beholderen, bør også fjernes jævnligt.
  • Har din espressomaskine udskifteligt filter, skal du huske at skifte dette med jævne mellem - se i vejledningen til maskinen hvor hyppigt dette bør ske.
  • Tør løbende alle ydre flader, som kaffen, bønnerne og vandet ikke kommer i berøring med, af med jævne mellemrum. Dette er ikke af hensyn til funktionaliteten, men simpelthen for at holde maskinen pæn, ren og indbydende. Se i din brugervejledning til maskinen, om der på disse flader kan anvendes eksempelvis vand med lidt sulfo i til aftørringen, eller om der alene skal anvendes rent vand.
  • Det er vigtigt for kaffens smag, at alle overflader i kaffemaskinen, som vandet kommer i kontakt med, er helt rene og fri for belægninger, når kaffen brygges. Se altid i brugervejledningen, hvordan disse overflader skal renholdes. Husk dog, at man med rengøringsprodukter med sæbe eller sulfo risikerer, at de afgiver smag til kaffen ved efterfølgende brygning. Evt. kan man ind imellem bruge et special-rengøringsmiddel til netop denne brug. Man kan også i handlen få hele rengørings- og afkalkningssæt til kaffemaskiner, men husk altid, at den aktuelle kaffemaskinens brugervejledning formodentlig nok giver det bedste - men ikke nødvendigvis billigste - bud på, hvordan de enkelte dele i maskinen løbende vedligeholdes. Det er bare vigtigt, at man husker at gøre det med jævne mellemrum, så man ikke pludselig står med en maskine, der laver bitter eller på andre måder ikke særlig velsmagende kaffe, og som er kolossalt besværlig at rengøre, fordi skidtet har hobet sig op.

Afkalkning

Nogle kaffe- og espressomaskiner har en alarm - eksempelvis en lampe - der aktiveres, når maskinen trænger til afkalkning. Dette er en stor hjælp, så man ikke simpelthen glemmer det, hvilket før eller siden ellers fører til, at maskinen ikke længere kan anvendes, at det eventuelle damptryk forringes - eller at maskinen simpelthen slet ikke kan brygge en anstændig kop kaffe længere. Afkalkning af maskinen får også maskinen til at arbejde hurtigere og holde langt længere. Det er altså ret afgørende, at man sørger for afkalkning med jævne mellemrum. Afkalkning af kaffemaskiner kan udføres på forskellige måder. Først og fremmest kan det almindeligvis godt betale sig holde sig til metoden, som beskrives i maskinens brugsvejledning med eventuelle særlige anbefalinger. Har man dog brug for at afkalke sin maskine, men har ikke lige det afkalkningsmiddel, som kaffemaskine-producenten anbefaler - eller synes man simpelthen, at det er for dyrt - kan man i stedet anvende et af følgende effektive midler:

Citronsyre

Citronsyre er super godt at afkalke kaffemaskiner med. Når du ved, at maskinen skal afkalkes, blander du simpelthen en spsk. citronsyre i en kande med en liter koldt vand, hvorefter du lader det stå i kanden i 7-8 timer - og evt. indimellem omrører det. Herefter kan du gå direkte i gang med at afkalke maskinen med dette som effektivt afkalkningsmiddel og i øvrigt ellers efter anvisningerne i brugervejledningen til maskinen.

Eddike

Et andet effektivt afkalkningsmiddel er helt almindelig husholdningseddike. Det er om muligt endnu lettere og hurtigere at have med at gøre end citronsyre: Bland simpelthen lige dele eddike og koldt vand og anvend blandingen som afkalkningsmiddel i din kaffemaskine - og husk at udføre selve afkalkningen efter anvisningerne i vejledningen til maskinen. For alle afkalkningsmetoder gælder det desuden, at man altid husker, at maskinen efter afkalkningen skal køres igennem med rent kogende vand - gerne et par gange, så alle rester af afkalkningsmiddel og evt. løs kalk skylles helt ud af maskinen.